Månedens bog: Det ny franske køkken


(foto Hans Holm)

 

I rebildnetavis’ serie ”Månedens bog” har Hans Holm fra Bogby9520 valgt bogen ”Det ny franske køkken – kulinarisk slankemad” skrevet af en af Frankrigs allerstørste kokke, Michel Guérard. Bogens undertitel antyder, at valget af denne bog netop i januar måned nok ikke er helt tilfældigt.

Glem alt om light-produkter, ananas- og gulerodskure, Tab 7 kg på 7 dage, og alle de andre ”lette løsninger” i forlængelse af det nye års Nytårsfortsætter.

Vi ved jo dybest set godt alle sammen, eller i hvert fald de fleste af os, at disse mirakelkure, i bedste fald, har en ganske kort effekt. Vi har det heldigvis stadig således, at maden skal smage, som Søren Gericke engang bramfrit udtalte i TV: – Det er sgu smagen…

Bogby-butikken kan hjælpe dig videre. Månedens bog her i januar er skrevet af en af Frankrigs allerstørste kokke, Michel Guérard.

Han er i dag 81 år, men sammen med sin kone Christine og deres to døtre er han still going strong og driver den 3-stjernede Michelin-restaurant Les Près d´Eugenie.

For mange år siden havde Michel det som mange andre kokke – eller for den sag skyld ganske almindelige borgere:

– Min krop var svulmet op af de store, voldsomme saucer, – men så mødte han den unge og smukke Christine, der en aften hviskede ham i øret:

-Ved du hvad, Michel, det ville klæde dig fantastisk godt, hvis du tabte et par kilo.

Michel lagde sit køkken om, beholdt de 3 stjerner, og blev gift med Christine.

Se det er da et rigtigt eventyr….

La Grande Cuisine Mineur, 1976 (Det Nye franske køkken), glimrende oversat af Lene Grønlykke, er ikke bare en nem omvej. Det er Mesterens nye ideer og bearbejdninger af det gamle klassiske køkken med stor respekt for den gastronomiske historie. Du skal altså ikke forvente, at det hele lige klares på fem minutter i køkkenet efter en travl hverdag, men også her er det således, at træning, træning og træning giver resultater, så bare se og kom i gang.

Her er selvfølgelig masser af opskrifter men også diverse anvisninger på, hvordan du tilbereder, steger, sauterer, koger, pocherer, og hvordan du laver de NYE saucer og marinader.

(foto Hans Holm)

 

Godt nytår i køkkenet!

Har du oven på jul og Nytårsudsalget en ”tyver” (20 kr) så kan du blive den lykkelige ejer af Det Nye Franske Køkken.

Bogbutikken Jyllandsgade 23 har åben torsdag 19 – 21, fredag 14 – 17 og lørdag 10 – 13.

Vi har mange mange andre bøger!