Jagten på nisseskæg

Naturvejleder Søren Risborg kommer i sin klumme ”Naturen netop nu” med denne opfordring: Ta’ en morgentur i skoven i december måned efter en nat med let nattefrost og led efter nisseskæg i bunden af den gamle bøgeskov.

Netop nu, hvor vejret skifter mellem regn og frost, kan du i skovbunden – på døde pinde af bøg, se et af naturens mærkelige fænomener. Fænomenet ligner det fine snehvide skæg fra en lille nisse eller håret fra en fe – hvis du altså har set sådan noget før..…dét har jeg og jeg kan fortælle dig, at ligheden er slående og rører du ved det, forsvinder det som dug for solen. Tilbage er der blot et par dråber vand! – sådan er det bare med håret fra de underjordiske, det er fint og flygtigt. 

 Det sidder altid på en pind i skovbunden og det finurlige er, at det ikke er på pinden lige ved siden af, men kun på nogle enkelte pinde imellem alle de andre. Men det er selvfølgelig, fordi nisseskægget ikke hænger fast i alle de pinde, den lavbenede lille skovnisse går forbi. Dette er forklaringen på fænomenet – så véd du dét.

 I øvrigt, læste jeg en anden forklaring på det kolde og fantasiløse internet, der beskrev gevækster af iskrystaller på døde pinde i skovbunden af især bøg, men den forklaring er der ikke meget poesi i… Den beskriver….nogle store iskrystaller på døde pinde i skovbunden i november og december måned. De er dannet efter en nat med kun let frost, hvilket er underligt, fordi så store og lange iskrystaller, normalt først er dannet efter meget hård frost.

Forklaringen er, at mange svampe og bakterier udskiller det, der på dansk kaldes ”ice nucleating agents”, som er en slags rimdannere. Når luften ved temperaturer under 0 grader er overmættet med vanddamp – som den ofte er i bunden af en fugtig skovbund, burde der øjeblikkeligt dannes iskrystaller. Det gør der imidlertid ikke. Der skal nemlig være såkaldte kondensationskerner til stede i luften, som krystallerne kan dannes ud fra. I atmosfæren er det støv af alskens slags, og nogle er mere effektive kondensationskerner end andre. De mest effektive stoffer udskilles faktisk af bakterier og svampe. 

En bakterie, der hedder Pseudomonas syringae, udskiller således et protein, som hvis det blandes med vand i frostvejr, lynhurtigt omdanner vandet til is. Proteinet fra P. syringae udnyttes i stor stil ved produktion af kunstsne i atmosfæren over vinter OL uden sne på jorden og kaldes i handelen for Snomax. 

Pseudomonas syringae er frygtet af frugtavlere, idet den forsager rimskader på frugttræer. Det er dog ikke for sjov, den gør det. Ved at forårsage is-dannelse på levende væv, sprænges plantecellerne, hvorved planternes næringsstoffer bliver tilgængelige for mikroorganismerne.

Andre rimdannere findes i jorden eller i dødt plantemateriale og det er måske en af nedbrydersvampene, der udskiller et meget potent rimdannende stof, der er skyld i de lange hvide krystaller, der ser ud som om, de vokser ud af pinden efter en nat med luskevejr, -lige under frysepunktet.

Ovenstående forklaring kan jeg ikke helt tilslutte mig. For min opfordring til en tur i skoven i december måned, er en frostklar morgentur med børn eller børnebørnene, efter nætter med let nattefrost – ud for at lede efter nisseskæg i bunden af den gamle bøgeskov og samle mos og kogler m.m. til julepyntningen og drikke varm kakao fra termoen. God fornøjelse!

 Venlig hilsen

Søren Risborg

Naturvejleder i Rebild Kommune