Hausgaard vender tilbage


Hausgaard flankeret af Christian Alvad og Signe Svendsen (foto Anders Vestergaard)

Musikstationen i Skørping starter sæsonen 2016 med et sikkert hit, nemlig en koncert med Niels Hausgaard. Og som sædvanligt forventes de 350 billetter at blive revet væk på få minutter.

Koncertens tema er ”Etik og alt det der”. Med på Kulturstationens scene har Hausgaard på sin 2016-turne sangeren Signe Svendsen og guitaristen Christian Alvad, som begge har optrådt sammen med Hausgaard i adskillige år, mens den dansk-italienske sanger, sangskriver og percussionist, Sara Indrio, er med for anden gang. Hun er også skuespiller og er nok mest kendt for sin medvirken i filmen ”Italiensk for begyndere”.

Rift om billetterne

Billetterne plejer at bliver revet væk, og når de bliver sat til salg torsdag kl. 17 i Verandaen på Kulturstationen, skal man belave sig på at skulle stå eller sidde i kø i flere timer, inden man kan få fat i de eftertragtede billetter. Pga. den forventede store efterspørgsel kan man maksimalt købe fire billetter pr. person og kun ved personligt fremmøde (se nærmere i Infoboksen sidst i artiklen).

Hausgaard betydning for Musikstationen

– Niels Hausgaard betyder på flere måder meget for vores forening, siger Kristian Helmer fra Musikstationen. – Vi glæder os selvfølgelig hver eneste gang, han kommer og giver os alle en unik aften. Men det er klart, at en udsolgt koncert gør det muligt for os at sammensætte et spændende musikprogram for hele sæsonen.

Kristian Helmer, Musikstationen (foto Bertil Mortensen)

Det økonomiske rygstød, som koncerten med Hausgaard leverer, åbner nemlig op for muligheden for, at Musikstationen kan sætte nogle navne på plakaten, som man ellers ikke ville have haft råd til.

– Men det giver os også muligheden for at tage nogle flere chancer og engagere nogle kunstnere, som måske ikke er så kendte, men som vi gerne vil præsentere for vores publikum, forklarer Kristian Helmer.

Improvisation undervejs

Niels Hausgaard er kendt for, at hans show kun delvist er tilrettelagt hjemmefra. Han har skelettet på plads, men resten kommer under koncerten i kontakten med publikum.

– Den arbejdsform kan jeg i høj grad genkende, når jeg ser ham optræde, siger Kristian Helmer. – Koncerten på Kulturstationen ligger som regel – og også i år – som en af første på turneen, så den bliver brugt til at prøve noget af, der gør, at vi så at sige får en frisk version af showet.

(foto Anders Vestergaard)

Infoboks

Koncerten finder sted d. 16. januar 2016 kl. 19.30 på Kulturstationen i Skørping.

Billetter sælges torsdag d. 12. november kl. 17.00 i Verandaen på Kulturstationen.

Max. 4 billetter pr. person og kun ved personligt fremmøde.

Kun betaling med kontanter. Arrangørerne opfordrer til at have aftalte penge med for at lette ekspeditionen.

En billet koster 275 kr.