Drøn på


Jesper Andreasen

Første del af det storstilede skolegårdsprojekt ”Drøn på Skørping Skole” indvies på fredag. Det er skaterbanen – ”Forest Jump” – som bliver legeplads for børn og unge på skateboards, løbehjul, rulleskøjter og BMX-cykler.

– Men endnu en skaterbane i Skørping, når der allerede findes én ved Ungdomshuset? Er det ikke overkill?

– Nej, på ingen måde, siger Jesper Andreasen, der sammen med Bart Smith fra Indiana i USA er den ledende kraft i etableringen af banen. – Der er rigtigt mange børn og unge, der er blevet interesseret i at skate. De kan godt lide, at der ikke er nogen, der dikterer, hvornår man skal dyrke sin sport. Der er ingen faste træningstider som i den organiserede idrætsverden. Bare banens betonoverflade er tør, kan man tage ud og skate, når man har lyst.

Indvielsesdagen nærmer sig hastigt,, men Jesper Andreasen forsikrer, at banen nok skal blive færdig til tiden

Ifølge Jesper Andreasen er skateboarding nu den 6. største idrætsaktivitet i Danmark. Det skyldes også, at den for mange børn og unge udgør et alternativ til den mere traditionelle og organiserede idræt.

– Der et stort behov for den type aktivitet hos dem, der ikke synes, de lige passer ind i f.eks. fodbold- eller håndboldklubber, forklarer Jesper Andreasen. – Derfor har de efterlyst baner som den her. Hvis der ikke er så meget andet end fodbold o.l. at give sig til, kommer man let til at sidde inde på sit værelse og spille computer, eller måske render man rundt og laver noget uhensigtsmæssigt.

Forskel på skaterbanerne

Byens to skaterbaner er da heller ikke ens. Banen ved Ungdomshuset – en klassisk ”pool” – kan kun bruges af skatere. Men den ny bane ved skolen – i fagsproget kaldet en ”flow bowl” – har en opsætning og geometri, der gør, at den også kan anvendes af folk på rulleskøjter, på løbehjul – ja, til en vis grad også på BMX-cykler.

Men selve flow bowl’ens design, – som også er kreeret af Jesper Andreasen og Bart Smith – gør også en forskel, forklarer Jesper Andreasen.

– I modsætning til banen ved Ungdomshuset, hvor man skal starte oppe på topkanten for at generere og holde fart, kan man i flow bowl’en sagtens starte i bunden og bygge sit løb op derfra.

Bart Smith i gang med arbejdet, som mest foregår ved håndkraft

Alle kan bruge banen

Skaterbanen er fortrinsvis beregnet til at blive benyttet af skolens elever i skolens og SFO’ens åbningstid. Men ellers er den til fri afbenyttelse for alle – og som nævnt ikke bare skatere, men også rulleskøjteløbere m.fl.

Hårdt arbejde

Arbejdet med at etablere banen startede i slutningen af april. Siden har 4-5 mand fra 7 morgen til 9 aften været beskæftiget med de forskellige arbejdsprocesser, der skal til for at nå det endelige resultat. Det kan ses på fredag d. 26. juni kl. 13.30 – 14.00 ved Skørping Skole, når banen officielt indvies. Alle interesserede er velkomne til at overvære indvielsen og se, når børn og unge – og måske også nogle af skolens lærere? – tager banen i brug.

Skaterbane 2

Drøn på Skørping Skole

Forest Jump er første del af det ambitiøse projekt ”Drøn på Skørping Skole”, hvor et helt nyt skolegårdsmiljø skal stimulere og understøtte den udendørs leg og læring og styrke elevernes glæde ved at bevæge sig fysisk.

Spadestikket til resten af projektet ventes at blive taget efter sommerferien.

Man kan læse mere om hele projektet ”Drøn på Skørping Skole” her:

https://drive.google.com/file/d/0B854q_Z18WdzNGlXTTdVZU53NkE/view?pli=1