– Det var jo lige det, vi søgte

Del artiklen:
image_print

(foto Bertil Mortensen)

Sådan lød det fra Henrik Bugge Mortensen ved indvielsen af Bogby9520’s nye domicil midt i Skørping.

Bogby9520 er flyttet i nye lokaler i Skørpings centrum. Det vækker begejstring hos formanden for Bogbyens bestyrelse, Henrik Bugge Mortensen.

Den ny bygning med tilhørende have og udenomsplads giver nemlig mulighed for at udvide og videreudvikle Bogbyens aktiviteter.

– Vi har planer om at rive udhusene ned og sætte en togvogn op i stedet til at bruge som lagerplads og til sortering af de mange bøger, vi får ind, siger Henrik Bugge Mortensen. – Desuden er det oplagt at indrette en café ude i haven.

Henrik Bugge Mortensen (foto Bertil Mortensen)

Men planerne endnu går videre.

– Vi vil gerne prøve at få Bogby9520 til at hænge sammen med Kulturstationen og Kinorevyen, forklarer han. – Man kan f.eks. forestille sig, at man laver et udendørs amfiteater i den del af haven, som skråner ned til disse to nabobygninger.

En gammel drøm

Det er en ide, som husets ejer Ole Østergaard er helt med på.

– Det flugter med vores gamle drøm om, at det her lille, uberørte paradis midt i Skørping kan blive en del af et projekt med byhave, skulpturpark, amfiteater og meget andet, siger han.

Ole Østergaard – ejer og udlejer, nu bosiddende på Sjælland (foto Bertil Mortensen)

I sin tale til dagens mange gæster udtrykte han stor glæde over, at huset nu bliver hjemsted for Bogbyen.

– Det er med fryd i hjertet for mig at komme her i huset i dag. Og I kan stort set betragte det som jeres eget hus, forsikrede han. – Kun hvis der kommer nogle meget, meget flyvske eller fjollede ideer, kunne jeg måske sætte hælene i.

Grøde i Bogbyen

Udviklingen siden Bogby9520’s start for 1½ år siden har været positiv. Antallet af bøger på hylderne vokser, så der nu er omkring 100.000, der bliver flere og flere frivillige, og – hvad der ikke er mindst vigtigt for en bogbutiks fremtid – salget af bøger stiger.

Der er også begyndt at dukke frivillige fra Støvring, Arden, Svenstrup og Aalborg op.

– Så vi siger: I kan bare komme, lyder det fra Henrik Bugge Mortensen. – For når Bogbyen har postnummer 9520 (Skørping og omegn) som en del af navnet, så er det bare fordi, det er her, vi startede og hører til.

Han bemærker også, at Bogby9520 ligefrem kan udvikle sig til en turistattraktion. For da man holdt åbent nogle dage i sommerferien, fik butikken besøg af glade turister, som boede på de områdets hoteller, og som havde læst om Bogby9520.

Bogby9520’s nye domicil (foto Bertil Mortensen)

– Trykte bøger har en fremtid

Der er mange, som har erklæret den trykte bog for død eller i hvert fald døende. Det er ikke en holdning, som borgmester Leon Sebbelin kan tilslutte sig. I sin tale ved indvielsen af den ny bogbutik sagde han bla.:

– Da jeg for godt et år siden var med til at indvie Bogby9520’s første butik i Jyllandsgade, sagde jeg, at rygtet om bogens snarlige død er stærkt overdrevet. Når vi står her i dag, må man sige, at den udtalelse var ganske korrekt.

Det er Henrik Bugge Mortensen enig i.

Det er klart, at det i nogle sammenhænge kan være smart at læse en bog på f.eks. en tablet, påpeger han. – Men det er en helt anden oplevelse at læse og bladre i en trykt bog. Jeg tror aldrig, bøgerne vil forsvinde.

Del artiklen:

You may also like...

2 Responses

  1. Anne Alsholm siger:

    Det ville være praktisk, hvis artiklen var forsynet med adressen på den nye butik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *