(foto Bertil Mortensen)
Jubilæumsbog: Et strejftog gennem Rold Skov Golfklubs 28-årige historie fortalt af medlem nr. 48.
I begyndelsen af maj måned kunne Rold Skov Golfklub markere 25-året for indvielsen af sin smukke golfbane. Jubilæet blev fejret en hel uge med reception, matcher alle ugens dage og til sidst en stor fest for medlemmerne på KulturStationen i Skørping. Og så blev der udgivet et lille jubilæumsskrift – Et strejftog gennem Rold Skov Golfklubs 28-årige historie – set gennem medlem nr. 48´s briller – med indtryk fra Rold Skovs golfliv gennem de sidste ikke bare 25, men reelt mere end 30 år; klubben er nemlig ældre end sin 18-hullers bane.
Jubilæumsskriftet omslag (foto Bertil Mortensen)
Inspiration fra USA
Jubilæumsugen er nu vel overstået og allerede en del af klubbens historie. Jeg mødes med Vagn Gaarde i hans og Jettes hjem i Skørping, for at få den fortalt. Det er ham, der er medlem nr. 48 og forfatter til jubilæumsskriftet. Og hans lave medlemsnummer afslører selvfølgelig, at han har været med hele vejen, fra da Søren Mejlvang, tidligere praktiserende læge i Skørping, kom hjem fra en tur til USA i begyndelsen af 80érne og brugte ord som green og fairway og birdie og talte entusiastisk om golf…
Vagn Gaarde, som på det tidspunkt var forholdsvis ny skoleinspektør i Bælum og medlem af byrådet for Skørping Kommune, men også tidligere idrætslærer, lod sig smitte af begejstringen. Ikke at der var meget tid til overs til at gå på golfbanen i hans eget travle skoleliv. Perspektivet dengang var, at han gerne ville være med til at etablere en sportsgren i Skørping Kommune, som også henvender sig til ældre. Og det var da også først, da de blev pensionister, han og Jette fik tid til at spille alle 25års-jubilarens 18 huller. Nu spiller de til gengæld dem alle sammen et par gange om ugen og indimellem også i weekenden.
Vagn Gaarde (foto Bertil Mortensen)
Golf…? Er det ikke noget, man kører i eller ryger?
Helt i begyndelsen, før banen med de 18 huller lå klar for 25 år siden, handlede det nu ikke så meget om, hvor mange huller, spillerne kunne nå at gå. Men helt elementært om at lære at placere bolden og svinge golfjernet rigtigt. Så stod Himmerlands nyudklækkede golf-entusiaster på rad og række og bed koncentreret tænderne sammen og slog og slog i timevis i samme retning, indtil der ikke var flere bolde, og alle gik ud i landskabet for at finde dem igen. Vagn smiler ad mindet – også fordi han allerede dengang bemærkede ”den lille forskel”, at mens mændene bare gerne vil slå hårdt og langt, har kvinderne meget mere fokus på præcision og finesse…
Også i dag står golfspillerne undertiden på rad og række (foto Bertil Mortensen)
Langt og sejt forarbejde
Der var i øvrigt mange andre indledende øvelser, der skulle gøres! Jubilæumsskriftet fortæller historien helt fra begyndelsen: om det lange og seje forarbejde op gennem 80’erne med overhovedet at skaffe medlemmer, for ikke at sige økonomi og arealer til den nye, pladskrævende sportsgren; om købet af den trelængede Ladebjerggård på Terndrupvej og de tilhørende jorde; om de første generalforsamlinger i 1988 og først og fremmest om en gruppe menneskers hittepåsomhed og sammenbidte gåpåmod ikke bare, når det gjaldt bold og jern og slag, men også – og måske især – når det gjaldt udfordringerne med at skaffe faciliteter og rammer for spillet.
Men det lykkedes: I foråret 1990 blev den første bane med bare 6 huller åbnet omtrent samtidig med, at der blev holdt rejsegilde på ombygningen af Ladebjerggård til klubhus. Jubilæumsskriftet videregiver indtryk fra dagen og refererer også til den tale, som Skørpings nye borgmester, Inger Pedersen holdt: ”for hende havde ordet golf indtil nu betydet navnet på en bil eller en cerut”.
Det følgende forår, den 4.-5. maj for 25 år siden, blev baneanlægget, som det fremstår nu, med de 18 huller, indviet.
Golf er da noget, man spiller
Jubilæumsskriftet giver herefter et fint vue ud over de næste 25 års golfhistorie i Rold Skov og fortæller om skiftende formænd og green-keepere, klubbladet Tee-off, klubhuset Hul 19, klubbens traditionsrige match Rebild Open, som har været afholdt i forbindelse med Rebildfesten siden 1992 med kun ét års pause… For ikke at nævne de mange fakta-sider om stort og småt – fra en oversigt over de mange interne klubber i klubben til en lang fortegnelse over det rige dyreliv på banen… Og så er det egentlig så velgørende, at de problemer, som klubben nærmest lagde fra land med, ikke forties – hverken dem af økonomisk art eller den hærværk, klubben har været genstand for, eller hvad der i øvrigt har været af modstand, både på de ydre og på de indre linjer.
Bag en sådan frimodig tilrettelæggelse og prioritering af stoffet fornemmer man først og fremmest glæden ved spillet, ved det, det hele handler om – som det også hedder på side 15 i afsnittet om de Mørke skyer, der trækker op i horisonten: ”Vi medlemmer … spillede ufortrødent videre på vor dejlige bane”.
(foto Bertil Mortensen)
Et aktiv for kommunen
Og det har medlemmerne så gjort i over 25 år. I jubilæumsåret har medlemstallet stabiliseret sig på godt og vel 800, hvortil kommer en hel masse turister og besøgende, både de danske og de udenlandske fra især Norge og Sverige og Tyskland. I dét lys ser Vagn Gaarde Rold Skov Golfklub som et vigtigt aktiv for Rebild Kommune.
I øvrigt har golf-sporten i de år, der er gået, siden den kom til Rold Skov, udvidet sin målgruppe og er ikke længere bare en pensionistsport, men også familie- og børnesport. Rold Skov Golfklub står således klar, både når forældre efterspørger aktiviteter for hele familien, og når kommunens skoler arrangerer udflugter ud på greenen. Selv arrangerer Vagn og Jette Gaarde tre familiematcher om året med egen vandrepokal med alle vindernavne på.
Hul 15 med de gule iris, som blomstrer netop nu (foto Flemming Styrømsholt)
Sporene efter nattens dyr, fuglesangen, vandløbene, broerne, søerne, blomsterne…
Jeg kan alligevel ikke helt lade være at forfølge et par udbredte fordomme – først og fremmest den om golf som en rigmandssport for de få: ”Dét er vel rigtigt nok?!” For Vagn Gaarde at se var det måske rigtigt nok engang, men det passer simpelthen ikke mere! Udstyret er selvfølgelig forholdsvis dyrt, men i Rold Skov Golfklub lettes udgifterne ved opstarten med et gratis golfsæt, som man låner under de tre måneders prøvemedlemskab og får forærende, hvis man ønsker at fortsætte medlemskabet derefter.
”Jo, jo. Men man har jo alligevel hørt, at det er på golfbanen, finansverdenens store transaktioner forberedes!” Hul forbi igen! Når man spiller golf, tænker man på golf! Man kan ikke andet. På dén måde er det en mental lutring uden lige at være på golfbanen. Det eneste, der indimellem trænger sig forstyrrende ind i koncentrationen om spillet, er de mange natur- og kulturoplevelser, der bogstaveligt står i kø derude: sporene efter nattens dyr i bunkernes sand i den tidlige morgen; fuglesangen, der kulminerer nu til Sankt Hans; de snoede vandløb, broerne, søerne, blomsterne… Selv holder Vagn Gaarde mest af søen ved hul 15 og de gule iris, der blomstrer derude netop nu.
Og så er der selvfølgelig samværet i klubhuset efter spillet og de gode samtaler omkring lidt mad og en øl. Venskaberne, der er opstået i løbet af de mange år. De er også værd at se tilbage på. Her i den tidlige sommer, hvor en inkarneret golfspiller ser tilbage på det, der var – og frem til endnu en dejlig sommer på golfbanen!
(foto Bertil Mortensen)
Infoboks
Jubilæumsskriftet, som er fint illustreret bl.a. af Birte Hvid og Flemming Styrømholts smukke fotografier fra banen, er trykt i 800 eksemplarer til uddeling til klubbens medlemmer og sælges også fra klubbens kontor.