rebildnetavis holder sommerferie


Logo + tekst 6

rebildnetavis.dk holder sommerferie og vender tilbage medio august




Højskolebio i Kinorevyen


Der er udgivet en lille folder om Højskolebio, og den vil blive lagt frem på centrale steder i kommunen. Folderen præsenteres her af Laura Håkansson, Flemming Jensen (tv) og Erling Junker Holst, som er de tre tovholdere bag Kinorevuens nye tilbud. Siden er Marie Therese Strand Nielsen kommet med i gruppen (privatfoto)

Lykke Per” kan opleves i Højskolebio i Skørping, hvor Flemming Kloster Poulsen genfortæller Pontoppidans store roman.

Der venter publikum en stor oplevelse, når Flemming Kloster Poulsen tirsdag den 12. januar kommer til Skørping for at genfortælle Henrik Pontoppidans roman ”Lykke Per”. Det sker i Højskolebio, som Kinorevuen står bag.

Flemming Kloster Poulsen er sognepræst ved Sct. Mortens Kirke i Randers, hvor han er den drivende kraft i byens Fortællecafe. Han blev landskendt, da han i 2010, stående på en ølkasse fortalte bibelhistorier i værtshuse og på cafeer.

”Lykke Per” er en af de helt store fortællinger i dansk litteratur, og Flemming Kloster Poulsen er en blændende fortæller. Det kan man skrive under på i Haverslev, hvor han i oktober var på besøg med netop ”Lykke Per”. Der var fuldt hus og folk på venteliste.

Så vi tror på, at vi også kan fylde biografsalen, siger Laura Håkansson, der er den ene af de fire tovholdere bag Højskolebio. De tre andre er Marie Therese Strand Nielsen, Flemming Jensen og Erling Junker Holst.

Man kan allerede nu gå ind på Kinorevuens hjemmeside og købe billet.

En god start

Højskolebio startede tirsdag den 13. oktober, hvor man viste ”Ida”, som blev kåret som årets bedste udenlandske film og vandt en Oscar. Der kom 70, og det var langt over forventning.

En af gæsterne var borgmester Leon Sebbelin, som så ”Ida” sammen med sin kone

-Det var en rigtig god aften, siger han.

Højskolebios formål er at vise film med indhold, dvs. film, som giver stof til eftertanke. Før filmen er der et oplæg af et kvarters varighed, og efter filmen er der en pause, hvor man hygger sig med ost og rødvin. Derefter er der samtale om filmen og de problemstillinger, den har sat fokus på.

Der bliver også tid til at synge et par sange fra Højskolesangbogen.